Min løbe hjemmeside

Mors Rundt 100 miles

Rapport fra Mors Rundt 100 miles

Sidder her dagen derpå med benene oppe og ser tilbage på et par begivenhedsrige dage på Mors.

I efteråret 2013 var der intet, der tydede på, at  jeg et år senere skulle gennemføre mit første 100 miles løb, for jeg havde ikke løbet i 2 år og jeg røg igen. Men lysten til at komme tilbage på landevejene og mærke suset igen, var kommet tilbage og så måtte jeg jo finde mig et mål, som jeg kunne arbejde henimod og som kunne motivere mig.

Mit mål blev Mors Rundt 2014 – et vanvittigt mål, som lå langt udover hvad jeg tidligere havde præsteret.

Første skridt hen imod målet var at kvitte tobakken, hvilket jeg gjorde den 1. december 2013. Næste skridt var at påbegynde løbetræningen, hvilket jeg gjorde den 2. januar. Og 4 dage senere tilmeldte jeg mig så Mors Rundt 2014 (for nu var jeg jo i gang).
Og efter blot en måneds løbetræning deltog jeg den 8. februar i AAIG Cannonball Marathon i Aabenraa (så var jeg tilbage på sporet).

Jeg løb ikke meget i juni og juli måned og midt i august gik det pludselig op for mig, at der kun var en måned til løbet. Jeg intensiverede træningen og begyndte at forberede mig mentalt. Jeg tænkte, hvordan knækker jeg lige den kode: 32 x 5 km, 16 x 10 km, 8 x 20 km, 4 x 40 km eller (2 x 50) + (2 x 20) + (2 x 10). Ja, tanker var der nok af og det stressede mig vildt meget. Jeg ville så gerne gennemføre, men kunne ikke løse gåden/lægge kabalen. Til gengæld forløb træningen tilfredsstillende.

Om ovenstående stress spillede ind, det skal jeg ikke kunne sige, men da jeg vågnede tirsdagen før løbet, vågnede jeg op med ondt i hovedet, ondt i maven, snot forkølet og svimmel. Fandens også, tænkte jeg, nu risikerer jeg, at jeg ikke kan løbe på Mors.

Torsdag var det ikke blevet meget bedre og jeg følte mig lidt presset, for jeg havde bestilt og betalt et hotelværelse på Sallingsund Færgekro til fredag, som jeg kunne afbestille indtil torsdag kl. 18.00 uden beregning. Jeg kiggede godt nok mange gange på klokken den eftermiddag og var meget tæt på at afbestille værelset, men min datter sagde: “Far, du fortryder, hvis du gør det”, og så gjorde jeg det ikke.

Fredag morgen var jeg stadig ramt af forkølelse og svimmelhed, og jeg var totalt i vildrede, om jeg skulle køre til Mors som planlagt eller blive i min seng og græde snot. Det syntes lidt åndsvagt at køre helt til Mors for enten ikke at stille op til start eller udgå efter ganske få kilometer. Planen var at jeg ville køre fra Kolding kl. 16.00, så jeg kravlede tilbage under dynen igen for at sove og tænke. Da jeg vågnede kl. 13.00 var beslutningen taget – jeg måtte afsted, uanset hvad – koste hvad det ville. Jeg fik pakket de sidste ting ned og kørte mod Mors kl. 16.00 som planlagt.

Helt efter planen ankom jeg til Sallingsund Færgekro kl. 18.00, hvor jeg ganske kort fik mig installeret. Herefter kørte jeg som planlagt sidste halvdel af ruten igennem – den del af ruten, som jeg ville skulle løbe om natten, hvis jeg nåede så langt. Det gav mig den fornødne ro, at jeg nu havde set ruten og noteret nogle detaljer. Herefter kørte jeg hen til Nykøbing Mors vandrehjem for at få mit startnummer m.v. udleveret. Stadig snot forkølet.

Tilbage på hotellet (ca. kl. 20.30) fik jeg mig et bad, og fik lagt tøj og udstyr m.v. frem, så alt var klar til næste morgen. Kiggede lidt fjernsyn og kl. 23.15 slukkede jeg lyset og vågnede ikke før mobilen ringede kl. 06.15. En god nats søvn havde gjort underværker – jeg havde det langt bedre end jeg havde haft de seneste 5 dage.

Morgenmad kl. 07.00 i restauranten, ankomst vandrehjemmet kl. 07.50 og afgang samlet i bus til torvet i Nykøbing kl. 08.15. Herefter lidt for lang ventetid til startskuddet kl. 09.30- jeg frøs lidt, da jeg havde valgt kun at løbe i T-shirt og havde glemt en stor affaldssæk til at beskytte mig mod morgenkulden. Men vejret var for øvrigt fantastisk hele dagen og hele natten for den sags skyld årstiden taget i betragtning – perfekt løbevejr.  Nå, men kl. 09.30 kom vi så endelig afsted – 73 løbere ud af 86 tilmeldte.

Mine succeskriterier for løbet var primært at gennemføre indenfor tidsgrænsen på 26 timer, sekundært  at undgå sidstepladsen blandt de gennemførende løbere og endelig om muligt at gennemføre på 22 timer. De to første kriterier blev indfriet, men det sidste kunne jeg ikke leve op til.  Jeg havde selvfølgelig lavet en plan: 04:30 ved 40 km, 07:00 ved 60 km, 10:00 ved 80 km og 13:00 ved 100 km. Den plan fulgte jeg sådan nogenlunde, men efter 100 km gik det ned af bakke og fra 120 km og hjem var det ren overlevelse. Alle planen blev kasseret og nu skulle jeg bare hjem inden for tidsgrænsen.

IMG_2510-1Mørket kom da jeg ramte 85 km mærket ved 20.30 tiden – det skal man sku lige vænne sig til og forholde sig til. Mørket og stilheden er både skræmmende og beroligende på én og samme tid. Og så skulle jeg også forholde mig til, at jeg skulle tilbringe de næste 9-10 timer alene på vejene i mørket, hvilket jeg ikke tidligere har prøvet.

Ved 140 km var jeg brugt, jeg var færdig og jeg var tæt på at give op, men det er bare ikke derude man smider håndklædet i ringen., for så har alt det andet været spildt arbejde.

Derude må man bare finde de sidste skjulte ressourcer frem – ressourcer som man ikke vidste, at man havde.

Da der var 3 km til mål havde jeg så meget lyst til at sætte mig ned og blive siddende – jeg kunne ikke overskue de sidste kilometer, som i mit hoved føltes som ….. ja, jeg ved det ikke. Som herfra til månen måske.

Da jeg endelig langt om længe kunne skimte vejen ind til vandrehjemmet 500 meter længere fremme, begyndte jeg at tro på det. Men da jeg kommer til vejen ind til vandrehjemmet viser pilen på vejen, at jeg skal lige ud. Så vidt jeg kan se, så er der i hvert fald 500 meter hen til, hvor vejen ender/drejer – jeg er grædefærdig. Jeg slæber mig afsted, når langt om længe hen til hjørnet, drejer og kan fornemme vandet og standen forude.  Ved vandet peger pilen til venstre og 300-400 meter længere fremme kan jeg se målområdet. Jo tættere jeg kommer målområdet, jo flere mennesker og jo mere larm kan jeg høre. Jeg finder de absolut sidste ressourcer frem og lunter de sidste 50 meter op mod mål.

Jeg når kun lige at komme over målstegen, så kollapser jeg og beder desperat om at komme ned at ligge. Da jeg endelig får lagt mig ned, begynder jeg at fryse og ryste. Jeg får udleveret et aluminiumsfolie, som giver mig varmen igen. Med hjælp fra hjælpere får jeg mit svedige tøj af og jeg får en dyne over mig. For at genetablere min saltbeholdning, så får jeg noget salt opløst i vand, som jeg skal drikke. På et tidspunkt forsøger jeg at rejse mig, men jeg bliver svimmel, får opkastningsfornemmelse og koldsved på panden, og må lægge mig ned igen. Dette gentager sig flere gange. Ja, det er ikke ufarligt at dyrke ekstrem sport.

Og benene er et kapitel for sig selv. Jeg har ondt i begge knæ – og kan ikke strække venstre ben ud uden at det gør forbandet ondt bagved knæet. Trædepuderne er pænt overbelastede og vablerne genere mig en hel del. Vristen på min højre fod er øm som ind i h……. Det gør ondt at rejse mig og jeg går langsomt og sjovt. Om det var prisen værd? Ja, det var det ….. smiler.