Min løbe hjemmeside

Fra tanke til handling

Gnisten blev tændt – og tanken blev til en drøm

Nu var det ikke sådan, at jeg smed tobakken og fandt løbeskoene frem straks efter hjemkomsten fra skiferien. Tanken blev til en drøm en sommerdag senere på året, hvor vi havde besøg af nogle venner. Jeg sad med en smøg i den ene hånd og en øl i den anden og fortalte seriøst, at jeg havde overvejet at løbe Berlin Marathon – den grinte de meget af. MEN det var lige det, der skulle til – gnisten blev for alvor tændt og tanken blev til en drøm.

Marathon anno 2006

Det skal siges, at marathon løb i 2006 ikke var så udbredt, som det er i dag. Dengang (og det lyder virkelig som om, at det er en evighed siden) var der ikke mange der havde løbet marathon og kun ganske få der havde løbet mange af slagsen. I dag løber alle med respekt for sig selv marathon og der er 130 løbere, som har løbet mere end 100 marathon – se klub100marathon.dk.

Viljen til at ville er bedre end evnen til at kunne

Der gik yderligere nogle måneder, før jeg fik fundet løbeskoene frem og kom ud af døren. I starten blev det ikke til meget mere end én gang om ugen (i bedste fald) og ikke mere end 3-4 km pr. gang – og med adskillige pauser undervejs. Selvfølgelig var formen elendig, men tobakken gjorde det ikke bedre.

Selvom formen ikke var blevet mærkbart bedre henover vinteren 2006/2007, så var tanken om at løbe Berlin Marathon blevet en besættelse og et mål, som jeg skulle nå – og det kunne ikke gå hurtig nok. April 2007 tilmeldte jeg mig derfor lidt optimistisk Berlin Marathon 30. september 2007.  Lidt optimistisk – ja, det må siges, for jeg røg stadig og fik ikke løbet alverden. Men tilmeldingen til Berlin Marathon gjorde at jeg begyndte at løbe oftere og længere.

Med målet i sigte tilmeldte jeg mig 3 halvmarathon,  som en 3-trins raket op mod Berlin Marathon; Alsløbet den 21. august, Kolding City halvmarathon den 2. september og Skanderborg Sø Rundt den 16. september.

Rygestop

Lørdag den 11.august 2007 kvittede jeg tobakken fra den ene dag til den anden uden brug af nogen former for hjælpemidler

– og 10 dage senere gennemførte jeg Alsløbet i Sønderborg i tiden 01:57:44. Det var så fed en fornemmelse og gav mig troen på, at jeg kunne gennemføre Berlin Marathon.

To skridt frem og et tilbage

Jeg kom desværre ikke til Berlin i 2007, for der kom pludselig en bryllupsinvitation ind fra højre – en af de her  invitationer, som “man” bare ikke kan sige nej til. Jeg var meget ked af, at jeg ikke kunne løbe Berlin Marathon – jeg havde trænet og sat næsen op efter det, men sådan er livet. Så måtte det jo bare blive Berlin Marathon 2008 i stedet for.

Ultimo oktober 2007 løb jeg endnu en halvmarathon, men herefter løb jeg stort set ikke de kommende 4 måneder p.g.a. manglende motivation, men drømmen om at løbe marathon var stadig intakt.

Nye mål

Fredag den 22.februar 2008 havde jeg haft en kaotisk dag på jobbet og da jeg senere samme aften sad og surfede motionsløb på nettet, kunne jeg ikke udholde tanken om, at der var hele 7 måneder til Berlin Marathon 2008. Jeg fandt “papkortet” frem og tilmeldte mig Copenhagen Marathon 18. maj 2008. Nu skulle det være.

Med blot 12 uger til Copenhagen Marathon begyndte jeg at træne mere seriøst og målrettet end jeg tidligere havde gjort og det lykkedes mig at løbe 400 km i perioden op til Copenhagen Marathon – ikke imponerende, men trods alt godkendt.

Læs mere >>>